Begyndelsen

I 2011 sad jeg i foredragssalen på Klank Efterskole, jeg var ikke indstillet på at høre efter, men i det denne unge pige begyndte at tale, sad jeg dybt koncentreret.
Hun talte om denne organisation, UWC. Hun havde været i Italien, på det tidspunkt gik hun der stadig og var blot hjemme på juleferie. Det hele fik en hvis spænding til at bygge sig op inde i mig og jeg tænkte for mig selv, at det var lige noget for mig. Da jeg gik på sommerferie i 2012, selvfølgelig en stor tude dag - Men i ugerne op til gymnasiestart kom jeg i tanke om det igen. Og siden da, ventede og ventede jeg på at ansøgningsskemaet kom ud. Jeg fortalte mine venner, at jeg nok kun ville være der et år, for jeg havde intentioner om at rejse til udlandet i stedet.
Tiden gik, det blev december og så kom ansøgningsskemaet. Det var en meget speciel dag, for jeg brugte flere timer på at sidde med ansøgningsskemaet, læse det igennem og overveje spørgsmålene. Aldrig i mit liv har jeg været ude for noget så nervepirrende som at skrive den ansøgning, for man ved jo ikke om det er rigtigt - Om det er det de søger. Jeg fik printet mine karakterer ud og jeg fik dem underskrevet. Det svære var at finde dem som skulle skrive en anbefaling, det endte dog med at min tidligere klasselærer Anja skrev en, samt min nuværende engelsklærer Anne-Mie og en god ven af familie, Finn.
Det var rørende at læse deres anbefalinger, for de var alle tre helt fantastiske - Især Finns, fordi den var meget personlig.

Jeg fik sent min ansøgning afsted med posten og med mail. D. 5. februar havde de modtaget alt og så var der intet andet at gøre end at vente. Og det gjorde jeg, i en tid som føltes som evigheder. Lige indtil d. 25. februar, hvor der pludseligt lå en mail, hvori der stod at jeg var videre til første udvælgelsesdag og den første personlige samtale. Mit hjerte bankede ud af mit bryst, alt i mig skreg af glæde. Og den 2. marts tog jeg toget til Århus. Haha, jeg har aldrig haft så dårlig en morgen. For det første var jeg virkelig træt da jeg stod op tidligere end når jeg skulle i skole. Da jeg kom til stationen, kunne jeg ikke købe billet fordi automaterne ikke tog sedler og jeg havde ingen småpenge. Butikken havde ikke åbent og jeg kunne ikke gøre noget overhovedet. Lort. Lort. Lort. Til sidst, var der en sød kineser som købte en billet til mig - Hun fik selvfølgelig pengene af mig derefter og vi snakkede så hele vejen til Århus! Dejlig kvinde!
Da jeg kom til Århus måtte jeg næsten løbe afsted gennem byen, for gud hvor havde jeg travlt. Og jeg nåede det også kun lige på hængende hår, jeg var faktisk den sidste som mødte op. Øv og kikset, ærgeligt. Det viser sig at være så fedt. Dagen var ovre på ingen tid! Det var helt utroligt! Menneskerne var så fantastiske og man følte sig helt hjemme, det var som at starte på efterskole igen - Bortset fra at vi sagde farvel 6-7 timer senere. Den dag, mødte jeg så mange fantastiske mennesker at jeg troede det var løgn. Man kunne ikke fatte at det var en 'konkurrence', at kun en fjerdedel af os ville komme igennem og klare den til det sidste.
Jeg tog hjem igen klokken 17, sammen med to andre fra mødet. Vi hyggede os - Men det gør nordjyder jo sammen. Haha!
Igen, den lange ventetid... Og jeg var spændt.. Og dødnervøs. Jeg var næsten hundrede på ikke at gå videre, så da jeg modtog min mail, turde jeg ikke læse den. D. 11. marts havde jeg min mail foran mig og jeg turde ikke scrolle ned og kigge på udfaldet. Faktisk, modtog jeg den i skolen, men jeg åbnede den først da jeg kom hjem af ren nervøsitet. Og da der så stod:  "Vi havde en rigtig god oplevelse af dig på udvælgelsesdagen, og vi glæder os til at møde dig endnu engang." Lad os sige det sådan, jeg var MEGET glad. Så jeg bestilte billet og tog til Roskilde d. 15. marts for at komme til København d. 16. Så jeg mødte op til samtale tyve minutter i fire, jeg var der vist noget før og nåede at snakke med et par af de tidligere elever, hvilket var super hyggeligt. Den dag mødte jeg tog fra min første udvælgelsesdag! Vildt fedt! Samtalen var slut på 0,5 - Fedt og dog, for hvilket indtryk havde de fået? Ville de have mig eller ej? Jeg var kommet som mig selv og andet ville jeg ikke forlange af mig selv.

Igen, den lange ventetid... Jeg var hjemme sent lørdag aften og startede på normal uge om mandagen. Samme dag som jeg modtog min mail. Den her gang foregik det anderledes. Jeg var ikke bare nervøs, jeg var uhyggeligt nervøs. Jeg rystede da jeg modtog min mail, jeg kunne se den, men jeg turde ikke åbne den. Mine venner skrev på stribe, at de var videre og jeg blev mere og mere nervøs. Til sidst åbnede jeg den og scrollede ned for blot at læse: "Kære Chelina

Efter vores samtale i Store Kongensgade lørdag, har vi den glæde at kunne meddele, at vi har indstillet dig til et toårigt skoleophold på Adriatic College i Italien, (http://www.uwcad.it/) fra slut august 2013."

Jeg skreg da jeg læste det og jeg løb ud til mine veninder: "JEG SKAL FUCKING TIL ITALIEN I TO ÅR" alt i mig råbte og skreg, jeg kunne slet ikke finde ro og jeg var så rastløs. Jeg løb rundt i idræt og kunne ikke finde ro. 

Det var det vildeste!

Nu venter jeg bare på at det bliver august så jeg kan komme afsted! Selvom jeg glæder mig til at møde dem alle til infomødet d. 21. april og den sidste weekend i juni!

Tak til UWC. 

// Dette er selvfølgelig blot en opstart på en blog som jeg vil skrive over hele mit ophold og ugerne op til og efter.

# Chelina Kørvel, Italien med UWC i 2 år.