Can I keep on fighting?

Long weekend, enjoyed with amazing friends

Weekend og ferie, ferie, ferie - Kan jeg sige meget andet end, at jeg glæder mig til at komme hjem på ferie om godt 10 dage?
Jeg har 8 dages skole tilbage og savner egentligt livet derhjemme en smule. Plus at jeg er i voldsomt julehumør! Får slet ikke tilfredsstillet mine needs!

Min mormor har været så dejlig at sende mig en skrabejulekalender til Italien som jeg kan nyde hver dag. Ak ja, det er allerede den anden december og jeg rejser hjem den tolvte! Søndagen er blevet brugt på historie essay og julefilm. Hårdt og godt på samme tid, håber virkelig at jeg kan færdiggøre det essay i morgen. Jeg har brugt weekenden på at være syg, jeg hoster som en gal og det har i hvert fald påvirket både essay-skrivning og lektier.
Jeg er træt for tiden.. Jeg er ret ked af det på grund af min stedfar og hans tilværelse samt mit håb om, at han er i live når jeg kommer hjem. Dét er virkelig hårdt at tænke på. Jeg er ved at organisere en support group for elever som har oplevet at miste eller som netop nu oplever det. Eventuelt også elever som har haft kræft eller anden sygdom nær.
Jeg vil lige give jer et billede af udsigten fra hvor jeg spiste d. 6. november i t-shirt (SJETTE NOVEMBER VENNER)

Det er i den grad en smuk udsigt og Castello Duino!

Ja, som nævnt.. Tiden går med julehygge og lektier. Tiden går laaaangsomt de her dage, hvor man bare drømmer om pepernødder og julekager sammen med familie og venner, men det er til at bære.

Jeg glæder mig til at se jer!

Vi ses d. 12. december!

Losing someone you love.

Nogengange opdager man alt for sent, hvad man har - For en dag er det væk.

Det er oprigtigt hårdt for mig, at sige farvel. På mandag er højst sandsynligt den allersidste dag jeg ser ham, overhovedet. Bare tanken kan få mig helt ned. Jeg føler, at jeg græder hele tiden. Jeg føler, at hver tanke får tårerne frem, jeg føler ikke at jeg kan bære det indeni. Jeg føler mig knust, jeg føler mig vred, jeg er ked af det, jeg er taknemmelig, jeg føler ikke det er fair og jeg føler det er så dårligt timet. Jeg har aldrig været bange for døden, kun måden jeg dør på. Og han dør på den måde, som jeg gennem mit liv har frygtet allermest. Han dør med smerter. Han dør ung. Han dør uden jeg er der. Jeg kan for fanden ikke engang komme til begravelsen.

Mit hoved gør ondt, mine øjne svier og min krop ryster. Jeg har aldrig elsket en mand så højt. Jeg ønsker at gøre ham stolt, jeg ønsker at han ser mig med min hue, jeg ønsker at han ser mig på et universitet i udlandet, jeg ønsker at han ser mig med drømmejobbet, jeg ønsker at han møder min mand, jeg ønsker at han møder mine børn, jeg ønsker at han ser mig blive gammel, jeg ønsker at han overlever.. Men vi ved jo godt, at det ikke kommer til at ske. Han er den mand som har ageret far for mig siden jeg var 3 år gammel, han har elsket mig som sin egen, han er stolt af mig, han elsker mig, han støtter mig - Og snart er han væk. 

For to år siden ville jeg bare række ud efter kniven, for et år siden ville jeg lade det hele gå udover min kæreste, i år .. Jeg ved slet ikke hvad skal stille op med mig selv. Jeg mener, hvor mange tårer kan der være? Hvor lang tid kan jeg græde? Hvornår stopper det? Hvornår stopper smerten? Hvorfor kan han ikke bare overleve?

Jeg håber og ønsker så inderligt, at han overlever til min vinterferie, jeg vil så gerne være der når han dør, jeg vil så gerne sige farvel til begravelsen. Jeg elsker ham så højt. Der er bare ikke nogen som forstår det. Der er ikke nogen som kan sætte sig ind i situationen, for det er slet ikke så let og lige til.. Jeg vidste jo godt, at det var en del af det at skulle rejse væk i to år, men jeg vidste ikke, at det ville blive så smertefuldt. Han vil altid være i mit hjerte, han vil altid være i korset som hænger om min hals og selvom jeg ikke er kristen, ved jeg at han er og jeg ved, at han bliver en engel, lige meget hvor stor en nar han har været og hvor meget han har syndet. Jeg ved der er en helt speciel plads i himlen til ham, men lige meget hvad, har han en kæmpe plads i mit hjerte, for han har været med til at gøre mig til den person jeg er i dag.

Et lettere deprimeret indlæg i dag, en uge før jeg tager afsted - Men det skal jo også med engang imellem.