Can I keep on fighting?

Long weekend, enjoyed with amazing friends

Weekend og ferie, ferie, ferie - Kan jeg sige meget andet end, at jeg glæder mig til at komme hjem på ferie om godt 10 dage?
Jeg har 8 dages skole tilbage og savner egentligt livet derhjemme en smule. Plus at jeg er i voldsomt julehumør! Får slet ikke tilfredsstillet mine needs!

Min mormor har været så dejlig at sende mig en skrabejulekalender til Italien som jeg kan nyde hver dag. Ak ja, det er allerede den anden december og jeg rejser hjem den tolvte! Søndagen er blevet brugt på historie essay og julefilm. Hårdt og godt på samme tid, håber virkelig at jeg kan færdiggøre det essay i morgen. Jeg har brugt weekenden på at være syg, jeg hoster som en gal og det har i hvert fald påvirket både essay-skrivning og lektier.
Jeg er træt for tiden.. Jeg er ret ked af det på grund af min stedfar og hans tilværelse samt mit håb om, at han er i live når jeg kommer hjem. Dét er virkelig hårdt at tænke på. Jeg er ved at organisere en support group for elever som har oplevet at miste eller som netop nu oplever det. Eventuelt også elever som har haft kræft eller anden sygdom nær.
Jeg vil lige give jer et billede af udsigten fra hvor jeg spiste d. 6. november i t-shirt (SJETTE NOVEMBER VENNER)

Det er i den grad en smuk udsigt og Castello Duino!

Ja, som nævnt.. Tiden går med julehygge og lektier. Tiden går laaaangsomt de her dage, hvor man bare drømmer om pepernødder og julekager sammen med familie og venner, men det er til at bære.

Jeg glæder mig til at se jer!

Vi ses d. 12. december!

En kort opdatering

At give sig selv en chance for at opleve en ny kultur...

I dag har jeg fastet, for første gang i mit liv. Hvorfor, tænker du måske.... Det er Eid Mubarak i dag og i stedet for at sidde og kigge på, tog jeg valget at støtte mine muslimske venner og faste med dem en hel dag. Det var hårdt, men det var i den grad det værd, skulle jeg faste til Ramadan også? Hmmm!

Jeg har derudover tilbragt to fantastiske eftermiddage i Trieste, hvilket var helt fantastisk!
Trieste ses på billedet - Helt igennem .. wow

Being a part of UWC

What does it actually mean?

Efter mere end en måned på en UWC skole, kan jeg nogenlunde svare jer på det spørgsmål. Det er ikke let at svare på, for det betyder så utroligt mange ting og man går igennem forandringer, følelser og oplevelser man aldrig i sit liv ville have oplevet hjemme.

Et lille billede fra Venedig, blot en af de småting man oplever når man bor i Italien

Jeg vil egentligt kort fortælle om mine oplevelser indtil nu.... Åh gud da, held og lykke med at læse det hele!

Lad os starte med rejsen, hvilket da vel på visse punkter er en stor del af oplevelsen, er det ikke? Jeg startede min rejse d. 20. august i Sæby, i min mormors nye bil og derefter gik turen mod Italien. Følelsen af at sige farvel til familie og venner er på visse punkter helt fantastisk, men det er samtidigt utroligt hårdt, især hvis man, som mig, skal sige farvel til nogen for evigt.

Rejsen gik som smurt (Jeg tror ikke, at jeg har nævnt det herinde før, men jeg har en kæmpe skræk for at køre bil, haha) på trods af det fact, at jeg ikke kunne sove på grund af trafikken. Vi overnattede på en campingplads/hotel i Tyskland efter at have været ved grænsen. Åh, hvor jeg hader den skrækkelige følelse af at have glemt noget, men den følelse havde jeg hele vejen mod Italien, men det er vel ikke så mærkeligt, når man har pakket til et halvt år.

Da vi d. 21. august parkerede bilen i Grado og gik hen mod vores ferielejlighed, kunne jeg føle den italienske luft omringe mig og følelsen af at være hjemme skulle nok hurtigt komme. Ja, jeg elsker sommer og man kan vist med lethed kalde det sommer! Jeg rejste en kold sommermorgen og kom til Italien i en skøn varme! Det kunne egentligt ikke være meget bedre end det var.

Ferien i Grado var hyggelig, afslappende og tanken om at starte min IB lå ikke helt tæt på. Men selvfølgelig, jeg var spændt som en sindssyg. Vi kørte gennem Duino i bus mod Trieste og jeg har aldrig været så opsat på at se den by jeg gennem to år skulle bo, det var utroligt spændende.

Nok om Grado, nok om ferie og nok om hyggelige stunder med familien, for det blev d. 26. august. Jeg måtte igen pakke mine ting og derefter sætte mig ind i bilen og køre mod Duino. Duino er et helvede når det handler om parkeringspladser og GPS. Er det overhovedet på et kort?! Det er en smuk, lille landsby ved kysten, men adressen på skolen kunne GPS'en ikke finde. Vi fik vist vej til en parkeringsplads af en italiensk kvinde, som jeg faktisk har snakket med en del gange siden og hun er stadig fantastisk rar! Jeg mødte mine italienske co-years, en del second-years og deriblandt, mødte jeg min egen second-year, Jamila. Hun viste mig vejen til Pala, hvor jeg skulle bo. Jeg fik min buddy, Evelyn fra USA, at se og derefter mødte jeg min roommate, Pooja fra Indien. Man kan vist med lethed sige, at jeg mødte en masse forskellige nationaliteter på en dag. Min mor, mormor og søster rejste hjem efter at have givet mig min bagage og set mit værelse. (Som er alt for lille og der er slet ikke plads til to personer og vores bagage, samt min seng er for kort, lægger lige et billede ind....)

Apparently.. I'm a mess - Men det er mit værelse!

Jeg vil ikke engang vise jer mit værelse i nuværende tilstand, jeg roder alt for meget. Og min rooma er ikke meget bedre! Forestil jer et alt for lille rum og to personer som roder alt for meget - Ja, det er mit værelse, hver evig eneste dag. Lige indtil den dag, hvor jeg får mit sædvanlige rengøringsflip, hvilket sker alt for sjældent. Det skete faktisk igår, efter Osmiza og Mickey's, hvor jeg kom tilbage til Pala og tog al opvasken i hele køkkenet og day-room. Hvem gør dog sådan noget?

Men at have et af de mindste og værste værelser det her år, betyder at jeg får et af de bedste næste år. Kunne det være meget bedre? Nej, egentligt ikke!

Men videre med introugen, hvor der ikke rigtigt var tid til at få lukket et øje. Den første aften badede jeg i månelys, gik derefter til Agip og drak, for derefter at være oppe til klokken lort og så gå i seng alt for sent. Hvilket egentligt resulterede i at alle var trætte hele ugen selvom det var en super uge! Vi havde Welcome Show om lørdagen, hvorefter vi tog på Mickey's og ja, drak. Egentligt (jeg håber ikke, at min mor læser denne blog....) drikker vi hver fredag og lørdag, hvorfor dræber jeg min lever? Sidste uge havde jeg Three-Days-In-A-Row, alt for hårdt og nøj, hvor var det der med at studere hårdt en søndag aften...

Hvilket er det samme som jeg går igennem nu.. Lige nu, hvor jeg har en kæmpe fremlæggelse i biologi til i morgen, så typisk.

Jeg har været i Venedig, Trieste og fejret UWC Day og Peace One Day. Så, jeg kan ikke sige eget andet end at jeg oplever noget nyt hver evig eneste dag. Jeg kan stadig ikke andet end at anbefale UWC til alle jeg kender og alle interesserede. 

Lige for tiden bliver jeg dræbt af min IB som kommer til at bide mig i røven, hvis jeg ikke sørger for at studere, for det er i hvert fald noget andet end skolen derhjemme. Du har ikke tid til at være skoletræt, for du studere hele tiden samtidigt med at du socialisere. Især hvis du gerne vil ind på et af de eftertragtede universiteter, hvilket jeg gerne vil. Så, mere arbejde til mig fordi jeg gerne vil arbejde med International Jura og det kan jeg ikke studere i Danmark. Sadly.

Peace out, lovely people - Jeg savner jer derhjemme og ser frem til at dele flere oplevelser med jer alle!

# Jeg vil derudover kort sige, at jeg svømmede i havet d. 1. oktober og det var skønt! Samt laver jeg Canadian Swimming!

Losing someone you love.

Nogengange opdager man alt for sent, hvad man har - For en dag er det væk.

Det er oprigtigt hårdt for mig, at sige farvel. På mandag er højst sandsynligt den allersidste dag jeg ser ham, overhovedet. Bare tanken kan få mig helt ned. Jeg føler, at jeg græder hele tiden. Jeg føler, at hver tanke får tårerne frem, jeg føler ikke at jeg kan bære det indeni. Jeg føler mig knust, jeg føler mig vred, jeg er ked af det, jeg er taknemmelig, jeg føler ikke det er fair og jeg føler det er så dårligt timet. Jeg har aldrig været bange for døden, kun måden jeg dør på. Og han dør på den måde, som jeg gennem mit liv har frygtet allermest. Han dør med smerter. Han dør ung. Han dør uden jeg er der. Jeg kan for fanden ikke engang komme til begravelsen.

Mit hoved gør ondt, mine øjne svier og min krop ryster. Jeg har aldrig elsket en mand så højt. Jeg ønsker at gøre ham stolt, jeg ønsker at han ser mig med min hue, jeg ønsker at han ser mig på et universitet i udlandet, jeg ønsker at han ser mig med drømmejobbet, jeg ønsker at han møder min mand, jeg ønsker at han møder mine børn, jeg ønsker at han ser mig blive gammel, jeg ønsker at han overlever.. Men vi ved jo godt, at det ikke kommer til at ske. Han er den mand som har ageret far for mig siden jeg var 3 år gammel, han har elsket mig som sin egen, han er stolt af mig, han elsker mig, han støtter mig - Og snart er han væk. 

For to år siden ville jeg bare række ud efter kniven, for et år siden ville jeg lade det hele gå udover min kæreste, i år .. Jeg ved slet ikke hvad skal stille op med mig selv. Jeg mener, hvor mange tårer kan der være? Hvor lang tid kan jeg græde? Hvornår stopper det? Hvornår stopper smerten? Hvorfor kan han ikke bare overleve?

Jeg håber og ønsker så inderligt, at han overlever til min vinterferie, jeg vil så gerne være der når han dør, jeg vil så gerne sige farvel til begravelsen. Jeg elsker ham så højt. Der er bare ikke nogen som forstår det. Der er ikke nogen som kan sætte sig ind i situationen, for det er slet ikke så let og lige til.. Jeg vidste jo godt, at det var en del af det at skulle rejse væk i to år, men jeg vidste ikke, at det ville blive så smertefuldt. Han vil altid være i mit hjerte, han vil altid være i korset som hænger om min hals og selvom jeg ikke er kristen, ved jeg at han er og jeg ved, at han bliver en engel, lige meget hvor stor en nar han har været og hvor meget han har syndet. Jeg ved der er en helt speciel plads i himlen til ham, men lige meget hvad, har han en kæmpe plads i mit hjerte, for han har været med til at gøre mig til den person jeg er i dag.

Et lettere deprimeret indlæg i dag, en uge før jeg tager afsted - Men det skal jo også med engang imellem.

To UWC with love

To UWC with love

Nu er det egentligt ved at være 3 måneder siden sidst! Jeg kan så fortælle, at der er sket tusind ting i mit liv siden da! Ih ja, tre måneder er lang tid.. Men det betyder forhåbentligt en masse dejlige og lange indlæg i stedet for en milliard korte og kedelige. Jeg tror ikke, at selve bloggen bliver specielt faglig, måske senere hen - Men lige nu er den nok præget af min glæde og alt for mærkelige humor. Med det mener jeg, at grammatikken muligvis er lidt mærkelig og jeg skriver meget i "talesprog", hvis det er irriterende skal jeg da gerne gøre den faglig og super skriftlig, he he he.

Men for at starte fra en begyndelse, synes jeg at jeg bør fortælle om min tur til København og hvordan jeg oplevede det at møde allesammen, for det var uden tvivl en kæmpe oplevelse! Min mor havde betalt for et hotelophold i Gentofte, så vi tog afsted lørdag den tyvende april så vi kun skulle have en overnatning. Vi besluttede os for at tage toget, da vi ikke gad køre hele vejen i bil for blot at køre hele vejen tilbage dagen efter. Vi var så fantastisk heldige, at lørdag aften var der Justin Bieber koncert, yaaayyy.... Men i Aalborg kom en kvinde over til os med en kuvert og spurgte om vi ville tage den med til Københavns Hovedbanegård, for den indeholdte en Justin Bieber billet til en kræftramt pige som hun ikke kunne nå at sende. Så, vi tog imod den og tog altså den her billet hele vejen med til København. På banegården afleverede vi billetten til pigen og hendes familie, de var så søde at give 50 kroner for tjenesten - Hvilket var helt fantastisk for billetten gav jo intet besvær, vi skulle jo alligevel til København. Vi tog så til Gentofte og kom op til hotellet, hvilket var virkelig luksus! Super fedt sted, virkelig. Vi fik dagen til at gå med gåtur og så tog vi ellers på strøget, hvor vi spiste super god mad til ingen penge, yes! Aftenen gik med afslapning og så gik vi ellers i seng.
Den 21. skulle vi ind til København igen, men før det skulle vi lige have morgenmad og ja, det var super som alt det andet! Vi pakkede og gjorde klar og så tog vi til Nørreport st for at tage hen til Gefion Gymnasium, hvor vi ventede i solen i en times tid. Vejret var herligt den dag og jeg rendte rundt i mine nye bukser, så alt var godt! Vi kom ind og det var så overvældende at møde dem alle, der var ingen nervøsitet mere og alt var let og man skulle ikke tænke på at man skulle igennem, for man var igennem! Det hele var virkelig en oplevelse som på alle måder var positiv. Jeg fik talt med dem fra de tidligere møder, Jonathan blandt andet, som jeg mødte til udvælgelsesdagen i Århus og igen til samtalen i København. Vi mødte alle tidligere elever og forældre, bare det at møde hinanden var en kæmpe oplevelse. Og lad os så lige nævne, at jeg mødte Helle Thorning og som rød blok person - Fangirlede jeg helt vildt. Men det er jo også okay, jeg hilste ikke på hende for det ville være mærkeligt for mig. Og tror i så ikke at Jonathans forældre tog min mor og jeg med i deres bil til Aalborg?! Så vi snakkede og snakkede hele vejen til Aalborg, lyttede til musik, diskuterede og lærte egentligt bare hinanden at kende. Alt i alt, var det en fantastisk oplevelse, men ikke bedre end denne weekend vi lige er gået ud af!

Den 28. juni startede introweekenden og jeg smuttede hjemmefra klokken 11, hvor jeg tog toget fra Aalborg klokken 12.18, så jeg var i Århus cirka klokken 14.00. Her mødtes jeg med alle de andre danske UWC'er heriblandt en del af de tidligere elever. Da efterskolen vi skulle bo på, havde afslutning måtte vi vente i Århus et stykke tid, så turen gik til Aro's, hvor vi alle kom gratis ind og så stenede vi ellers en masse mærkelige ting derinde. Vi tog bussen mod Hammel og steg af ved Frijsenborg efterskole, i drømmer ikke om hvordan det er at gå ind på en efterskole igen efter et år på gymnasiet, hvor man har savnet sin efterskole. Jep, overvældende. Vi startede med navne runde, hvilket var meget heldigt da ingen sådan rigtigt kunne huske navnene. Det var generelt virkelig lækkert at se dem alle på en anden måde end de andre gange. Weekenden bestod af fantastisk mad - Takket være Johan - Jeg mener, virkelig luksus mad!

Ja, billedet siger det vist selv! Ualmindeligt lækkert! Generelt var morgenmad, middag og aften bare herre hyggelige, fordi man diskuterede og talte med alle mulige forskellige mennesker. De workshops som vi kom igennem, var også super. Både fordi man lærte ualmindeligt meget og så knyttede man jo bånd med det samme! Jeg kom til at bo på værelse med Ismahan, hun er jo herre dejlig og skal bruge de næste 2 år på Atlantic College i Wales. Og så venner, jeg har jo ikke fortalt det bedste - Aftenerne ved bålet! Musik, bål og ren UWC hygge, kan det blive meget bedre? Nej, det tror jeg ikke. Allerfedest, var lørdag aften hvor vi spillede blues i et godt stykke tid og så satte vi os ved bålet og snakkede om Saudi Arabien og hvordan Islam var dernede, jah. Sådan noget. Så vi, os 6 som var tilbage, besluttede os for at pakke sammen og gå op til skolen. Og så hørte vi musik fra foredragssalen og well, som musikere holder man sig ikke fra musik! Så brugte vi ellers et godt stykke tid derinde og da klokken blev lidt over tre gik vi i seng. Så, meget søvn blev det ikke til den weekend, men fedt var det!

Nu vil jeg bruge min sommerferie på massere af arbejde og voldsomt meget hygge, hvorefter jeg vil drive mod Italien d. 20. august! Om alt det som jeg vil nå, kan nås? Hvem ved.. Ikke jeg i hvert fald. Hav en god sommer. <3

Begyndelsen

I 2011 sad jeg i foredragssalen på Klank Efterskole, jeg var ikke indstillet på at høre efter, men i det denne unge pige begyndte at tale, sad jeg dybt koncentreret.
Hun talte om denne organisation, UWC. Hun havde været i Italien, på det tidspunkt gik hun der stadig og var blot hjemme på juleferie. Det hele fik en hvis spænding til at bygge sig op inde i mig og jeg tænkte for mig selv, at det var lige noget for mig. Da jeg gik på sommerferie i 2012, selvfølgelig en stor tude dag - Men i ugerne op til gymnasiestart kom jeg i tanke om det igen. Og siden da, ventede og ventede jeg på at ansøgningsskemaet kom ud. Jeg fortalte mine venner, at jeg nok kun ville være der et år, for jeg havde intentioner om at rejse til udlandet i stedet.
Tiden gik, det blev december og så kom ansøgningsskemaet. Det var en meget speciel dag, for jeg brugte flere timer på at sidde med ansøgningsskemaet, læse det igennem og overveje spørgsmålene. Aldrig i mit liv har jeg været ude for noget så nervepirrende som at skrive den ansøgning, for man ved jo ikke om det er rigtigt - Om det er det de søger. Jeg fik printet mine karakterer ud og jeg fik dem underskrevet. Det svære var at finde dem som skulle skrive en anbefaling, det endte dog med at min tidligere klasselærer Anja skrev en, samt min nuværende engelsklærer Anne-Mie og en god ven af familie, Finn.
Det var rørende at læse deres anbefalinger, for de var alle tre helt fantastiske - Især Finns, fordi den var meget personlig.

Jeg fik sent min ansøgning afsted med posten og med mail. D. 5. februar havde de modtaget alt og så var der intet andet at gøre end at vente. Og det gjorde jeg, i en tid som føltes som evigheder. Lige indtil d. 25. februar, hvor der pludseligt lå en mail, hvori der stod at jeg var videre til første udvælgelsesdag og den første personlige samtale. Mit hjerte bankede ud af mit bryst, alt i mig skreg af glæde. Og den 2. marts tog jeg toget til Århus. Haha, jeg har aldrig haft så dårlig en morgen. For det første var jeg virkelig træt da jeg stod op tidligere end når jeg skulle i skole. Da jeg kom til stationen, kunne jeg ikke købe billet fordi automaterne ikke tog sedler og jeg havde ingen småpenge. Butikken havde ikke åbent og jeg kunne ikke gøre noget overhovedet. Lort. Lort. Lort. Til sidst, var der en sød kineser som købte en billet til mig - Hun fik selvfølgelig pengene af mig derefter og vi snakkede så hele vejen til Århus! Dejlig kvinde!
Da jeg kom til Århus måtte jeg næsten løbe afsted gennem byen, for gud hvor havde jeg travlt. Og jeg nåede det også kun lige på hængende hår, jeg var faktisk den sidste som mødte op. Øv og kikset, ærgeligt. Det viser sig at være så fedt. Dagen var ovre på ingen tid! Det var helt utroligt! Menneskerne var så fantastiske og man følte sig helt hjemme, det var som at starte på efterskole igen - Bortset fra at vi sagde farvel 6-7 timer senere. Den dag, mødte jeg så mange fantastiske mennesker at jeg troede det var løgn. Man kunne ikke fatte at det var en 'konkurrence', at kun en fjerdedel af os ville komme igennem og klare den til det sidste.
Jeg tog hjem igen klokken 17, sammen med to andre fra mødet. Vi hyggede os - Men det gør nordjyder jo sammen. Haha!
Igen, den lange ventetid... Og jeg var spændt.. Og dødnervøs. Jeg var næsten hundrede på ikke at gå videre, så da jeg modtog min mail, turde jeg ikke læse den. D. 11. marts havde jeg min mail foran mig og jeg turde ikke scrolle ned og kigge på udfaldet. Faktisk, modtog jeg den i skolen, men jeg åbnede den først da jeg kom hjem af ren nervøsitet. Og da der så stod:  "Vi havde en rigtig god oplevelse af dig på udvælgelsesdagen, og vi glæder os til at møde dig endnu engang." Lad os sige det sådan, jeg var MEGET glad. Så jeg bestilte billet og tog til Roskilde d. 15. marts for at komme til København d. 16. Så jeg mødte op til samtale tyve minutter i fire, jeg var der vist noget før og nåede at snakke med et par af de tidligere elever, hvilket var super hyggeligt. Den dag mødte jeg tog fra min første udvælgelsesdag! Vildt fedt! Samtalen var slut på 0,5 - Fedt og dog, for hvilket indtryk havde de fået? Ville de have mig eller ej? Jeg var kommet som mig selv og andet ville jeg ikke forlange af mig selv.

Igen, den lange ventetid... Jeg var hjemme sent lørdag aften og startede på normal uge om mandagen. Samme dag som jeg modtog min mail. Den her gang foregik det anderledes. Jeg var ikke bare nervøs, jeg var uhyggeligt nervøs. Jeg rystede da jeg modtog min mail, jeg kunne se den, men jeg turde ikke åbne den. Mine venner skrev på stribe, at de var videre og jeg blev mere og mere nervøs. Til sidst åbnede jeg den og scrollede ned for blot at læse: "Kære Chelina

Efter vores samtale i Store Kongensgade lørdag, har vi den glæde at kunne meddele, at vi har indstillet dig til et toårigt skoleophold på Adriatic College i Italien, (http://www.uwcad.it/) fra slut august 2013."

Jeg skreg da jeg læste det og jeg løb ud til mine veninder: "JEG SKAL FUCKING TIL ITALIEN I TO ÅR" alt i mig råbte og skreg, jeg kunne slet ikke finde ro og jeg var så rastløs. Jeg løb rundt i idræt og kunne ikke finde ro. 

Det var det vildeste!

Nu venter jeg bare på at det bliver august så jeg kan komme afsted! Selvom jeg glæder mig til at møde dem alle til infomødet d. 21. april og den sidste weekend i juni!

Tak til UWC. 

// Dette er selvfølgelig blot en opstart på en blog som jeg vil skrive over hele mit ophold og ugerne op til og efter.

# Chelina Kørvel, Italien med UWC i 2 år.